Jeg kan ikke huske, hvor jeg var den aften for 20 år siden. Men jeg kan i den grad huske stemningen, og den dag i dag får billeder fra den gang tårerne frem i mine øjne. Jeg var 14 år, havde familie i Vesttyskland og havde hørt historier fra Østtyskland. På mit Europakort var alt øst for jerntæppet en stor grå masse. Det var den første verdenshistoriske begivenhed, der sådan for alvor har sat sig fast i min bevidsthed.
I august 1989 havde vi i min klasse besluttet at årets studietur skulle gå til Berlin, og der skulle være afgang i maj 1990. Vi havde arbejdet med øst/vest problematikken, fulgt mandagsdemonstrationerne, læst om Tysklands historie og mange andre temaer som forberedelse til turen. Fra den ene dag til den anden var der pludselig tale om nogle helt andre oplevelser, end dem vi havde planlagt.
Turen derned foregik med tog via Gedser. Trukket af et af de gamle østtyske diesellokomotiver, gennem et til tider trøstesløst landskab. Ved ankomsten til Bahnhof Friedrichstrasse blev vores pas endnu en gang kontrolleret, og endnu en gang var der ekstra fokus på min kusines vesttyske pas, betjentene har nok undret sig over, hvad en vesttysk statsborger lavede midt i en dansk skoleklasse. Ved ankomsten til Bahnhof Zoo printede synet af den oplyste Gedächtniskirche sig for altid ind på min nethinde, og jeg kan i dag stadig se den sønderbombede kirke for mig.
I en lille uges tid travede vi Berlin tynd. Var oppe i Siegessäule, på shopping på Kurfürstendamm, så Brandenburger Tor fra vestsiden med muren i forgrunden, grinede af de to tyske politifolk, der stod vagt for at passe på de to sovjetiske vagter foran mindesmærket for de faldne sovjetiske soldater i 1945, kun nogle få meter fra Brandenburger Tor (i dag er der ingen vagter tilbage), vi besøgte muren og udpegede lige netop det stykke, der skulle hakkes af og tages med hjem. Vi besøgte Østberlin, fik endnu en gang stemplet passet, vekslede D-mark til østmark i forholdet 1:3, besøgte koncentrationslejren Sachsenhausen (har aldrig hverken før eller siden oplevet mine klassekammerater så stille som på turen tilbage mod Berlin), købte ind i et østtysk supermarked og smagte østtysk cola – og den var bestemt ikke god – var oppe i Französicher Kirche på Gendarmenmarkt, så Brandenburger Tor fra østsiden, kørte ad Unter den Linden og så de flotte facader langs paradeboulevarden og var inde i sidegaderne, hvor alt var gråt og trist.
Turen gjorde et kæmpe indtryk på mig, og 5 år senere var jeg tilbage i Berlin, denne gang som au pair i 10 måneder. Jeg boede kun 10 minutters gang fra den tidligere grænsestribe i det gamle Vestberlin, og igen travede og kørte jeg byen tynd, besøgte de samme steder som den gang i maj 1990, gik for første gang gennem Brandenburger Tor, kørte under broen ved Bornholmer Strasse hver dag på vej i skole, og skiftede ofte tog på Bahnhof Friedrichstrasse (nu uden paskontrol), når jeg skulle ind til byen. Turen med S-tog fra Alexanderplatz til Bahnhof Zoo blev min foretrukne tur, da man kørte forbi så mange af de kendte monumenter og kunne følge med i livet på det, der var Europas største byggeplads. Kuplen på Rigsdagsbygningen var endnu ikke påbegyndt, regeringen holdt stadig til i Bonn, det gamle ingenmandsland mellem Brandenburger Tor og Potsdamer Platz var en stor græsmark, eneste bygning på selve Potsdamer Platz var en stor rød container med arkitekttegninger over den kommende nye bydel og et stykke af muren stod i et hjørne af pladsen. På Oranienbruger Strasse stod sønderbombede bygninger fra 2. Verdenskrig side om side med nyåbnede in-caféer, og man skulle ikke ret langt væk fra de store gader for at se de trøstesløse betonbygninger fra DDR-tiden.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været i Berlin siden. Byen har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og vil altid være noget specielt. Hver gang jeg besøger byen, tager jeg turen med S-tog fra Alexanderplatz til Bahnhof Zoo og undrer mig til stadighed over den forandring, der er sket.
Jeg tilhører den generation, der kunne teksten til Scorpions ”Wind of change” udenad, som har skrevet adskillelige eksamensopgaver og læst et uendeligt antal tekster om jerntæppets fald, og som efter 3 år på HHX og 8 års tyskstudier var ved at brække mig over temaet ”murens fald”. Og som i dag føler mig ældgammel, når jeg møder unge, der ikke kan huske de bevægende dage i efteråret 1989.
I aften sidder jeg klistret til skærmen, når fejringen af 20-året for murens fald finder sted (dog med 4 timers forsinkelse!).