Fodboldlogik?

Man skal ikke lytte for meget til kommentatorerne under sådan en fodboldkamp. Studsede over disse bemærkninger under aftenens kamp:

• "Morten Olsen skal bruge en spiller, der kan spille bolden" - jamen, kan man ikke forvente, at de alle sammen kan det, når de ligefrem er udvalgt til landsholdet?
• "De går efter at tilbageerobre bolden hurtigst muligt efter de har tabt den" - hm, troede egentlig at det var noget nær hovedkonceptet i den sport?
• "Han ved hvor målet står" - øh, så vidt jeg ved, flytter man meget sjældent målet midt under kampen?

Nå men ellers var det da en fin kamp, faldt kun lidt i søvn midt i 2. halvleg...

Indkøbsraid

Efter dagens jordemoderbesøg og et besøg på kontoret, drog jeg på indkøbsraid. Dankortet var rødglødende og bagagerummet (næsten) fyldt, da jeg satte mig bag rattet og kørte hjem. Til gengæld er der nu indkøbt dyner, sengetøj, håndklæder, babyalarm og diverse andre babyting, og mangler-at-købe-listen indeholder stort set kun ting, der først bliver købt efter fødslen.

Og da jeg nu var i gang, kunne jeg lige så godt tage et par juleindkøb med i farten. Brugsen benyttede sig af et lumsk trick, duften af brunkager ramte nemlig lige så snart man nærmede sig indgangen. Samtidig dryssede et par snefnug ned fra himlen, og indenfor strømmede julemusikken ud af højtalerne på 1. sal. Fik købt en adventskrans til den nette sum af 70 kr. - og så var det endda bare en krans med lidt gran på, men pyntegran har jeg endnu ikke set noget sted i byen. Tror nu heller ikke, det ville være meget billigere. Adventslys og kalenderlys røg også i kurven, og nu skal jeg bare have fundet kassen med julepynt frem. Det må dog vente til næste uge, synes trods alt det er lige tidligt nok endnu.

Fleksibilitet

Hver anden torsdag stiller jeg på sygehuset til kontrol hos overlægerne, som scanner og følger tvillingernes udvikling. Meget betryggende og samme procedure som i Danmark. Men her holder ligheden også op. Jeg kan høre på (tvillinge-)gravide i Danmark, at børnenes vægt opgives meget præcist, nærmest på halve og hele gram. Heroppe gøres der tydeligt opmærksom på, at der er tale om skøn. Denne uges skøn lød på ca. 1.530 gram for tvilling B - og nogenlunde det samme for tvilling A. Den præcise vægt er ikke så vigtig, der bliver holdt øje med, at tvillingerne udvikler sig, som de skal. Om der så er tale om 100 gram til den ene eller den anden side er mindre vigtig, bare det ser fornuftigt ud.


Jeg kan også høre, at mange i Danmark lægger egentlig planer for fødslen og nogle gange direkte laver fødselskontrakter. I torsdags spurgte jeg den adm. overlæge om muligheden for at føde normalt kontra ved kejsersnit og fik svaret, at det ser vi på, når jeg kommer ind med veer! Ikke så meget planlægning, vi tager det som det kommer. Det er meget betegnende for mentaliteten her. Det er meget fleksibelt, men stiller også krav til en selv om at kunne håndtere usikkerheden og den udstrakte fleksibilitet. Jeg har efterhånden lært det, men vil nu alligevel tage en snak med min jordemoder om de forskellige muligheder, bare så jeg er forberedt på lidt af hvert. Det kan vel ikke skade.

Ignorant

Det gode ved at bo udenfor Danmarks grænser (sådan i en vis grad altså) er, at man kan tillade sig at ignorere den kommunale valgkamp og regeringens diskussioner omkring placeringen af et sygehus 15 km til den ene eller den anden side.

Måske er det bare mig, men jeg fatter simpelthen ikke hvad den diskussion går ud på. Når man bor i et land, hvor der kan være flere hundrede kilometer til næste sygehus og transporten skal foregå med fly eller helikopter, hvis det er den mindste smule akut, virker det latterligt at diskutere hvorvidt et sygehus skal placeres 15 km til den ene eller den anden side. Men sådan er der jo så meget.

Tillykke Berlin - og Europa

Jeg kan ikke huske, hvor jeg var den aften for 20 år siden. Men jeg kan i den grad huske stemningen, og den dag i dag får billeder fra den gang tårerne frem i mine øjne. Jeg var 14 år, havde familie i Vesttyskland og havde hørt historier fra Østtyskland. På mit Europakort var alt øst for jerntæppet en stor grå masse. Det var den første verdenshistoriske begivenhed, der sådan for alvor har sat sig fast i min bevidsthed.

I august 1989 havde vi i min klasse besluttet at årets studietur skulle gå til Berlin, og der skulle være afgang i maj 1990. Vi havde arbejdet med øst/vest problematikken, fulgt mandagsdemonstrationerne, læst om Tysklands historie og mange andre temaer som forberedelse til turen. Fra den ene dag til den anden var der pludselig tale om nogle helt andre oplevelser, end dem vi havde planlagt.

Turen derned foregik med tog via Gedser. Trukket af et af de gamle østtyske diesellokomotiver, gennem et til tider trøstesløst landskab. Ved ankomsten til Bahnhof Friedrichstrasse blev vores pas endnu en gang kontrolleret, og endnu en gang var der ekstra fokus på min kusines vesttyske pas, betjentene har nok undret sig over, hvad en vesttysk statsborger lavede midt i en dansk skoleklasse. Ved ankomsten til Bahnhof Zoo printede synet af den oplyste Gedächtniskirche sig for altid ind på min nethinde, og jeg kan i dag stadig se den sønderbombede kirke for mig.

I en lille uges tid travede vi Berlin tynd. Var oppe i Siegessäule, på shopping på Kurfürstendamm, så Brandenburger Tor fra vestsiden med muren i forgrunden, grinede af de to tyske politifolk, der stod vagt for at passe på de to sovjetiske vagter foran mindesmærket for de faldne sovjetiske soldater i 1945, kun nogle få meter fra Brandenburger Tor (i dag er der ingen vagter tilbage), vi besøgte muren og udpegede lige netop det stykke, der skulle hakkes af og tages med hjem. Vi besøgte Østberlin, fik endnu en gang stemplet passet, vekslede D-mark til østmark i forholdet 1:3, besøgte koncentrationslejren Sachsenhausen (har aldrig hverken før eller siden oplevet mine klassekammerater så stille som på turen tilbage mod Berlin), købte ind i et østtysk supermarked og smagte østtysk cola – og den var bestemt ikke god – var oppe i Französicher Kirche på Gendarmenmarkt, så Brandenburger Tor fra østsiden, kørte ad Unter den Linden og så de flotte facader langs paradeboulevarden og var inde i sidegaderne, hvor alt var gråt og trist.

Turen gjorde et kæmpe indtryk på mig, og 5 år senere var jeg tilbage i Berlin, denne gang som au pair i 10 måneder. Jeg boede kun 10 minutters gang fra den tidligere grænsestribe i det gamle Vestberlin, og igen travede og kørte jeg byen tynd, besøgte de samme steder som den gang i maj 1990, gik for første gang gennem Brandenburger Tor, kørte under broen ved Bornholmer Strasse hver dag på vej i skole, og skiftede ofte tog på Bahnhof Friedrichstrasse (nu uden paskontrol), når jeg skulle ind til byen. Turen med S-tog fra Alexanderplatz til Bahnhof Zoo blev min foretrukne tur, da man kørte forbi så mange af de kendte monumenter og kunne følge med i livet på det, der var Europas største byggeplads. Kuplen på Rigsdagsbygningen var endnu ikke påbegyndt, regeringen holdt stadig til i Bonn, det gamle ingenmandsland mellem Brandenburger Tor og Potsdamer Platz var en stor græsmark, eneste bygning på selve Potsdamer Platz var en stor rød container med arkitekttegninger over den kommende nye bydel og et stykke af muren stod i et hjørne af pladsen. På Oranienbruger Strasse stod sønderbombede bygninger fra 2. Verdenskrig side om side med nyåbnede in-caféer, og man skulle ikke ret langt væk fra de store gader for at se de trøstesløse betonbygninger fra DDR-tiden.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været i Berlin siden. Byen har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og vil altid være noget specielt. Hver gang jeg besøger byen, tager jeg turen med S-tog fra Alexanderplatz til Bahnhof Zoo og undrer mig til stadighed over den forandring, der er sket.

Jeg tilhører den generation, der kunne teksten til Scorpions ”Wind of change” udenad, som har skrevet adskillelige eksamensopgaver og læst et uendeligt antal tekster om jerntæppets fald, og som efter 3 år på HHX og 8 års tyskstudier var ved at brække mig over temaet ”murens fald”. Og som i dag føler mig ældgammel, når jeg møder unge, der ikke kan huske de bevægende dage i efteråret 1989.

I aften sidder jeg klistret til skærmen, når fejringen af 20-året for murens fald finder sted (dog med 4 timers forsinkelse!).

Bare et lille pip

Det med først at kunne træffes igen til oktober gælder altså kun jobbet, det var ikke tiltænkt bloggen. Men som fuldtidssygemeldt og med et bækken, der ikke tillader ret meget aktivitet i løbet af en dag, er det altså så som så med de spændende oplevelser. Sjældent er TV-programmet blevet studeret så grundigt - dog med erkendelsen af, at det mest interessante i dagstimerne er genudsendelserne af "De unge mødre". Gad vide om man kan få ammehjerne på forskud?

Træffes igen i oktober 2010

”Træffes igen ca. 1. oktober 2010.” Nogenlunde sådan skrev jeg i autosvaret på min arbejdsmail i dag. Meget underligt at se det på skrift. Men ikke desto mindre sådan det er. Advarslen fra min krop er ikke til at tage fejl af. Det er ikke længere bare et vink med en vognstang, det er en lodret ordre om at geare helt ned og slappe af. Og indbefatter altså ikke 4 timer på en kontorstol pr. dag. Jordemoderen stillede da heller ikke spørgsmålstegn ved min anmodning om fuldtidssygemelding, og den jordemoderstuderende så ud til at være helt forskrækket over, at jeg stadig arbejdede.

Ellers var der ikke så meget nyt. Tvillingernes hjertelyd blev målt og alt så fint ud. Det tog godt nok lidt tid at finde ud af, hvordan de lå og det gjorde det ikke nemmere, at den ene havde hikke, hvilket tydeligt både kunne mærkes i maven og høres på CTG’en. Jordemoderen var tilfreds med det hele, og så kan jeg jo også kun være det.

Fik tid til næste scanning om 9 dage og næste jordemoderbesøg/CTG-tjek om 14 dage. Skal til kontrol en gang om ugen i resten af graviditeten, bare sådan for at være sikker på, at alt er som det skal være. Føler mig faktisk en anelse pakket ind i vat, men det er på den anden side også meget betryggende at vide, at der bliver holdt så godt øje med os. Og når nu tilbudet er der, er der jo ingen grund til at sige nej.

Endnu en snestorm

... raser over Nuuk. I løbet af natten er sneen endnu en gang væltet ned, og det er ikke til at se, at sidste uges tøvejrsdage næsten fik bugt med sidste omgang sne. Heldigvis skulle jeg ikke møde kl. 8:00 i dag og undgik derfor myldretidstrafikken*. Bilen blev da også fundet og af-iset uden de store problemer, vejene var strøet med småsten og næsten ikke glatte, og ved hjemkomsten kunne jeg endda lige hjælpe naboen, der var gået i stå og manglede strøm på sin bil.

Nu er der lavet te, jeg er godt placeret i sofaen og om lidt vil jeg kaste mig over min bog. Udenfor hyler vinden og det trækker ind alle de steder, hvor der er bare den mindste utæthed. Jeg er glad for, at bilen er klar til endnu en tur, når jeg skal i biografen i aften. Fryser helt bare ved tanken om at skulle vente på bussen i det her vejr.

*Ja ja, ved godt at myldretidstrafik og Nuuk umiddelbart ikke hænger sammen, men hvis I bare prøver en enkelt morgen her i byen sådan lige omkring kl. 8:00...

Glæder mig...

Trangen til oprydning kom over mig i dag, og jeg kastede mig over skabene i soveværelset. Fik ryddet op og smidt ud og gjort plads til i hvert fald noget af babytøjet. Midt i oprydningen fandt jeg selvfølgelig også alt det tøj, jeg af gode grunde ikke kan passe i øjeblikket, og pludselig glædede jeg mig usigelig meget til at få min krop igen og kunne skrue mig ned i det tøj, jeg plejer at bruge.

Det bliver lidt ensidigt, når man kun kan passe to par bukser og et begrænset udvalg af trøjer. Heldigvis har jeg i mange år haft en forkærlighed for veste og diverse former for cardigans, og det er unægtelig praktisk i øjeblikket. Men hold da op hvor jeg glæder mig til at kunne tage især mine almindelige jeans på igen!

En vigtig milepæl

Uge 28 er ikke bare et nummer i rækken af graviditetsuger. Ugen markerer indgangen til 3. trimester, fra denne uge bliver tvillingegravide fulgt ekstra tæt, og her i Grønland er det også fra denne uge, at lægerne vil gøre alt hvad de kan for at redde børnene, hvis man skulle gå i fødsel.

I Danmark forsøger lægerne at redde børnenes liv allerede fra uge 24 (I Sverige endda endnu tidligere), men heroppe har man hverken ekspertisen eller apparaturet til at redde så små for tidligt fødte. Måske er det meget godt, for de smås chancer for at overleve uden men er begrænsede. Skulle jeg gå i fødsel nu, vil det altså blive betragtet som en reel fødsel og ikke længere som en sen abort. Det er faktisk en beroligende tanke.

Lægen, der scannede mig i går, mente også, at der ligger to piger derinde, så mon ikke vi kan være rimelig sikre på det. Han skønnede dem til at veje henholdsvis ca. 1.150 gram og ca. 1.300 gram, hvilket ligger fint indenfor den normale vægtkurve, den ene endda lidt over gennemsnittet.